For alle 4 messehageler har jeg valgt en klassisk form. Endvidere vil jeg udføre dem i høj kunstnerisk kvalitet – ved valg af farver – materiale, det vævede, de trykte motiver som også bliver til et broderi. Fælles for alle 4 messehageler er et vævet tekstil, som jeg kalder ”understoffet”. Det er et geometrisk mønster, som har dele fra ornamentikken i kirken, – fra bænke, relieffer og kalkmalerier. Det mønster er både et kors – en blomst og ringen omkring er evigheden. På ”understoffet” er der trykt et symbol, og på dette et broderi som kaldes Shatter broderi ( maler med nål og tråd). Derved kommer lag på lag virkning, som vil give hagelerne visuelt dybde og poesi. Med dette som udgangspunkt ser jeg et klart billede af messehaglerne i harmoni med Carl-Henning Pedersens monumentale udsmykning af korrundingen.

Messehagelerne er broderet af Brodeuse Berthe Bramsen og udført på Statens Værksteder for Kunst, Gl. Dok Pakhus, og Brodeuse Lizzi Damgaard i Kirkelig Kunst, København. Tekstilet er damask vævet hos Georg Jensen, Kolding. Grafiker Ole Bremer, København. Messehagelerne er udstillet i Ribe Domkirke.

Grøn
Grøn er håbets og vækstens farve og bruges i helligtrekongers-tiden og trinitatis-tiden – hvor evangelieteksterne handler om troens hverdag med tekster, der fører een gennem kristendommens vækst i troen. Jeg har valgt en erantis, den lille forårsbebuder der vokser sig frem gennem is og sne, som broderet symbol, udsprunget fra Brorsons salme:

”Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, oh svage Sind.
Vist skal du hente, kun ved at vente.
Kun ved at vente, vor sommer ind
Her vil ties, her vil bies.”
 

Brorson var præst i Ribe Domkirke.